Hej alle sammen,
Jeg havde en fantastisk fødselsdag i går, så her kommer en lille update af dagen :)
Dagen startede ud med en tur på markedet, da Achie havde planlagt stor grillfest for mig om aftenen. På markedet blev der købt frugt og grønt i massevis, men heldigvis havde vi Achies privat-chauffør med, så bilen blev læsset med alt fra vandmeloner, mangoer, tomater, agurker, passionsfrugter til ananasser. Det var et helt marked, som vi havde fået med hjem!
Da vi kom hjem fra markedet, havde de andre planlagt en rigtig skøn overraskelse til mig. Der var farverige balloner i stuen, gaver og (næsten) dansk lagkage – nam, nam! Så der blev sunget fødselsdagssang, spist lækker lagkage og pakket gaver ud. Fik en rigtig fin halskæde med grønne perler og tre farverige fletkurve – og et par klip klapper fra Mette :) Hun mente, at mine gamle klip klapper havde tjent sin tid, så det var tid til nogle nye, så det var en skøn gave! Det var helt sikkert en rigtig dejlig overraskelse, og jeg var noget imponeret over den fine lagkage, som dog var firkantet, men næsten smagte dansk.
Efter overraskelsen var det ellers i gang med madlavningen. Der var allerede to kokke i gang med at tilberede maden, så vi gik i gang med salater og frugtsalater. Bordene ved swimmingpoolen blev dækket op, og ballonerne gjorde det hele farverigt, så var der ellers klar til grillfest. Der ankom omkring 30 gæster, som alle var venner eller familie af Achie – og her fik jeg flotte blomster og chokolade :) Så blev der ellers smidt kæmpe t-bone steaks, lam og kyllinger på grillen, og hold da fest det smagte godt! Efter den utrolig lækre grillmad, stod den på dessert, men i Kenya er der en masse traditioner omkring begivenheder herunder fødselsdage. Først fik jeg en farverig fødselsdagshat på (det er nok kun en tradition i Achies familie), og så skulle jeg ønske, mens jeg pustede lysene ud – det var godt nok magiske lys, så de gad ikke blive pustet ud, men det syntes de vist alle sammen var noget sjovt :) Derefter skulle der skæres i kagen, og kagestykket skulle skæres i stykker, og så skulle jeg ellers mades. Og ja, mades som en baby! Det betyder ”good luck”, så jeg blev proppet med lagkage! Efter at være blevet proppet mad lagkage, kom vi til den næste tradition i Achies familie. Jeg troede først, at det drejede sig om en danseleg, da jeg skulle sidde på en stol foran tre andre, og jeg fik at vide, at jeg skulle gøre som de gjorde. Men men, det viste sig, at det slet ikke var noget med dans, men nærmere en måde at distrahere mig på, da to store mænd løftede min stol, og ud i vandet kom jeg så. Puha, det var en kold fornøjelse, men også lidt sjovt. Så var det ellers ind og have et vandt bad og tørt tøj på.
Det var noget af en fødselsdagsfest, og spændende at blive fejret med anderledes traditioner (selvom det også indebar en svømmetur i poolen) :) Det er egentlig fantastisk, at man kan samle 40 mennesker med en dags varsel – men sådan er Kenya, de lever mere i nuet end så mange andre! Jeg havde en rigtig dejlig fødselsdag, men næste år skal jeg helt sikkert være hjemme i Danmark med min familie og dejlige kæreste :) Nu må jeg vist være fejret nok i Kenya, da det nu er to år i træk!
Forresten modtog jeg en kæmpe bukket blomster i morges fra Achies søster, da hun ikke havde nået at bestille dem i går. Sikke en overraskelse! Nu går turen til Mount Kenya, så jeg skal til at pakke!
Tusind tak for jeres fødselsdagshilsner :)
Kram fra Pernille (den 22. juli)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar